Jeg har overgivet mig.
Jeg må blankt erkende, at Grønland har gjort noget ved mig, som jeg ikke bare kan glemme igen. Alle danskere, der tager til Grønland for at arbejde har en historie med sig, og jeg var ingen undtagelse, da jeg tog til Ilulissat i 2020-2021. Men den historie gled i baggrunden, da jeg begyndte at mærke, hvad Grønland er og kan. Vi er som danskere frygteligt uvidende om mange ting, og jeg måtte sande, at jeg følte mig så utilstrækkelig som psykolog. Og faktisk skammer jeg mig nu lidt over at have troet, at jeg bare sådan lige kunne bidrage med noget, uden hverken at have sat mig ind i sproget eller kulturen. Der er SÅ meget at lære og til enhver, der siger, at det grønlandske sprog er for svært at lære, svarer jeg: ”det er udelukkende et kollektivt narrativ, der er skabt af dovne danskere, som ikke gider at gøre en indsats”. Lidt kækt sagt jovist, for jeg må medgive, at det er svært. Men det kan læres – ved Arktisk Institut på Københavns Universitet, hvor jeg er på 3.semester af BA i Grønlandsk og Arktiske Studier.
Jeg ønsker ikke at studere Grønland, nej jeg ønsker at få lov til at blive en del af Grønland. Eller bare i det mindste at få lov til at blive ved med at være i Rigsfællesskab med Grønland. Og derfor vil jeg lære grønlandsk. For at blive værdig – for at føle, at jeg kan tillade mig at søge en indsigt i inuit åndetro og hvordan åndeverdenen påvirker sjælens adfærd. På grønlandsk.
Til trods for at Danmark over 300 år har gjort en ihærdig indsats for at kvæle inuit åndetro, så kunne jeg i mit psykologarbejde konstatere, at den heldigvis stadig eksisterer og udgør et stort element i psykisk balance i Grønland. Men fordi praksisserne har været undertrykt i så mange år, kan det være vanskeligt at integrere åndetro i et almindeligt hverdagsliv. At integrere spiritualitet i et moderne verdsligt liv er generelt en udfordring de fleste steder i verden, men i Grønland virker åndeverdenen og behovet for kontakten til åndeverdenen bare større end de fleste andre steder.
De sidste mange år er unge grønlændere blevet tilskyndet til at rejse til Danmark for at tage en uddannelse. Statistikkerne viser, at mange vender tilbage til Grønland igen uden. Uddannelsesmobilitet er ikke bare sådan lige at skabe med så mange faktorer i spil. Det koster - både penge og politisk indsats - men den største pris betaler den unge. Det ikke at lykkes med noget, som man går efter, i en ung alder, sætter sig på selvfølelsen. Dette er ét argument for at flytte uddannelserne tættere på de studerende. Et andet argument er, at den danske psykologuddannelse er simpelthen ikke god nok til Grønland. Den rammer ved siden af målet.
Så mit budskab er – og dette med risiko for at få hele den danske og grønlandske psykologstand på nakken - jeg tror ikke på, at det giver mening, at grønlændere tager en standard psykologuddannelse i Danmark, idet den har for meget af noget og for lidt af en masse andet.
Og jeg mener, at det er en fejl at positionere danske psykologer som eksperter i psykisk trivsel i Grønland – vi ved simpelthen for lidt og antager for meget. Vores kompetencer er for begrænsede, vores referenceramme er for snæver, og vores metoder er for prægede af en positivistisk videnskabstradition. Der er så meget, som vi ikke begriber, så lad os starte med at begribe det.
Jeg mener, at det vil give både bedre trivselsresultater, økonomisk mening og udgøre et vigtigt skridt mod Grønlands selvstændighed, at skabe en uddannelse i Grønland for grønlændere på grønlandsk. Ikke til Psykolog men til Tarnip Pissussiinik Ilisimatooq – en Ekspert i Sjælens Adfærd – et grønlandsk begreb der fandtes, før psykologer fandtes. En uddannelse som integrerer både videnskab og åndetro, både inuit kultur og moderne psykologi, båret af mennesker som forstår, at begge dele er elementer i forståelsen af den moderne grønlænder.